HOBBITRUP

Med udgangspunkt i den landlige og fredelige idyl i Hobbitrup i Herredet, hvor eventyret begynder, rejser hovedpersonerne ud til menneskenes byer og lande samt dværgenes og elverfolkets ældgamle bastioner. Hvert sted har sin egen særlige charme og karakter og øver på hver sin måde indflydelse på begivenhederne. De scener, som blev indspillet i Hobbitrup er ikke alene med til at tegne et billede af Frodos og de øvrige hobbitters personligheder, men er også det trygge og sikre sted, som alle de andre steder, vi besøger, hvad enten de er smukke eller uhyggelige, kan sammenlignes med.
Instruktøren og bagmand bag Ringenes Herre, Peter Jackson fandt det afgørende, at Hobbitrup så så livagtigt ud som muligt. ”Hobbitrup skulle se ud, som om der havde boet hobbitter der i flere hundrede år.” Og så begyndte arbejdet med at skabe byen. Først og fremmest skulle der anlægges en vej, så det 300-400 mand store arbejdshold og deres grej dagligt kunne transporteres ud til optagelserne. Da vejen var anlagt (med hjælp fra den newzealandske hær), gik holdet i gang med at anlægge byen. Sumpen blev dæmmet ind, der blev anlagt en sø, og resten af området blev drænet og ryddet. Der skulle flyttes enorme jord for at skabe de bølgende bakker, der blev dyrket marker, som skulle gøre det ud for hobbitternes agerjord, og der blev plantet 500 meter hæk på et område på ti tønder land. Derefter blev der sået rigtige blomster og grøntsager (kål, rosenkål og gulerødder) i haverne omkring hobbithullerne, som var gravet ind i bakkerne. Da optagelserne i Hobbitrup først skulle begynde 12 måneder senere, havde planterne et helt år til at falde til, inden indspilningen begyndte.