synopsisEarl Partridge er nået til sit livs sene efterår. Han véd han snart skal dø og er ved at gøre status, og der er én ting, han gerne vil nå: Han vil gerne forsones med sin fremmedgjorte søn, Frank TJ Mackey, der er fulgt i Earls fodspor i underholdnings industrien, men er endt på ganske andre veje. Frank er den store guru inden for dyre kurser og seminarer, der lærer mænd, hvordan de får deres vilje med kvinder. Han er charmerende – når han vil – men ellers ganske skrupelløs. Earls trofaste mandlige sygeplejer, Phil Parma, tager det som sin opgave at føre far og søn sammen igen. Han er dedikeret over for sit kald, men som tiden er gået, har han også opbygget en platonisk - men ikke desto mindre stærk - kærlighed til sin arbejdsgiver, for hvem han vil gøre næsten alt. Det samme gælder overraskende for Earls unge kone, Linda. Hun giftede sig i sin tid med ham for pengenes skyld, men nu, hvor hun er mærket af store mængder medicin og alkohol, er det gået op for hende, at hun virkelig elsker ham, men at tiden er knap, hvis hun skal rette de fejl, hun har begået i deres ægteskab. Earl har også været en central person i TV-værten Jimmy Gators liv. Jimmy er nemlig vært i Earls mest populære show, "Hvad véd børn?", men til trods for sin popularitet, er Jimmy som privatperson en ganske anden mand. Han er nået til det sted, han er nu, ganske på andres bekostning. Men også han er nået til et punkt i sit liv, hvor han må smide facaden og svare ærligt for sig, hvis han skal genvinde respekten fra sin datter, der har levet et liv i skyggen af sin berømte far. Stjernen i showet er den unge Stanley Spector, der har en uudtømmelig evne at indsamle og fastholde viden, men som menneske savner han desperat den kærlighed og varme, som hans far tilsyneladende ikke evner at give ham. Stanleys problemer med stjernestatus er nogenlunde de samme, som ramte Donnie Smith, der også engang for en tid var udråbt som vidunderbarn inden han igen forsvandt i anonymitetens nådeløse mørke. Nu finder han sit ukritiske publikum i skumle barer. I Los Angeles mindre pæne sidegader finder vi også ærlige mænd, som politibetjenten Jim Kurrig, hvis første indskydelse altid vil være at hjælpe sine medmennesker. Også hans liv tager en uventet drejning, da han foretager en hus- undersøgelse i Claudias lejlighed. Claudia er en kvinde, der ikke alene har umiddelbare problemer, men også en fortid, der kaster lange og meget mørke skygger over hendes liv. Hun er i øvrig datter af den berømte quiz-show vært Jimmy Gator. 9 ganske almindelige menneskers skæbner snor og spinder sig uhindret mellem hinanden på en ganske almindelig dag i storbyens indifferente larm. Men det, der begyndte - og i grunden føltes som en ganske almindelig dag - ender med højst ualmindelige begivenheder… |