Jeffrey Wigand (Russell Crowe)var et centralt
vidne, da Mississippi og 49 andre amerikanske stater i 1994 kollektivt sagsøgte
tobaksindustrien for erstatning for sygdomme, forårsaget af tobaksrygning.
Søgsmålet blev ultimativt afgjort med et forlig, der pålagde
tobaksselskaberne at betale USD 246 mia i erstatning til ofre for
tobaksfremkaldte sygdomme.
Beløbet svarer i store tal til ca. 1.736.000.000.000 eller ettusinde-
syvhundredeseksogtredive milliarder danske kroner!
Wigand, der var tidligere chef for forsknings- og udviklings- afdelingen og
medlem af topledelsen i tobaksselskabet Brown & Williamson, USA's
tredjestørste tobankskoncern, var altså ikke alene videnskabsmand, men også
direktionsmedlem, og dermed anklagerens ultimative insider vidne i retssagen.
Aldrig havde det tidligere været muligt at få en tilsvarende højtstående
person fra tobaksindustrien i vidneskranken.
Samtidig arrangerede journalisten og medproducenten af det journalistiske
debatprogram "60 minutes", Lowell Bergman (Al Pacino), at den kendte
studievært, Mike Wallace (Christopher Plummer) og et hold af forsvarsadvokater
"grillede" Wigand på det senere så berygtede Wallace-bånd, der var
et altødelæggende vidneudsagn imod tobaksindustriens hidtidige edsvorne
erklæringer om, at cigaretter ikke er farlige.
Så var det, at der skete noget meget usædvanligt.
Inden TV-historiens mest dramatiske debatprogram nogensinde blev vist,
intervenerede TV selskabet CBS’ ledelse og standsede udsendelsen. CBS ejer,
det multinationale mediekonglomerat Westinghouse, havde blandede interesser og
vurderede, at udsendelsen kunne resultere i yderligere tab for tobaksindustrien.
De mulige efterfølgende erstatningskrav kunne risikere at være af en sådan
størrelse, at CBS reelt kunne risikere at blive overtaget af det selskab, de
forsøgte af afsløre.
Wigands interview blev taget af programmet.
Episoden ledte til en større krise bag kulisserne i USA's mest sete
debatprogram. Bergman forsøgte af al magt at håndhæve pressefrihedens
konstitutionelt sikrede ret til ytringsfrihed, men indsatserne var øjensynligt
for store.
Samtidig blev Wigand i hurtig rækkefølge sagsøgt for sine påståede
udtalelser, han blev offer for en stort anlagt national smædekampagne, skilt
fra sin kone og stod over for en mulig fængsling.
To hæderlige mænd blev fanget i højst usædvanlige omstændigheder. Wigand
havde satset alt på at kunne vidne i nationalt TV – og tabt. Bergman havde
kæmpet for sin overbevisning mod TV selskabets ledelse – og tabt.
De to fandt sammen i en meget ulige kamp mod overmagten.
De delte en tro på retfærdighed og ytringsfrihed.
I sidste ende vandt de en halv sejr…
Men ytringsfriheden havde mistet endnu et
lille hiv af sin uskyld.