Baggrund

I de seneste 10 år er presset imod den amerikanske tobaksindustri steget for hvert af de sagsanlæg, der er anlagt af såvel enkeltpersoner, som hele stater. Igen og igen har tobaksindustriens øverste ledelser under ed afvist, at der findes bevis for, at tobak i almindelighed og nikotin i særdeleshed skulle være bevist farlig og at branchen således vidende skulle forvolde brugernes skader.
I maj 1996 udgaven af Vanity magazine publiceredes Marie Brenners artikel "Manden der vidste for meget" (The man who knew too much), der handlede om Jeffrey Wigands dilemmaer omkring og baggrunde for til at stå frem og - som den hidtil højst placerede ledende medarbejder - at vidne mod en af tobaksindustriens mastodonter, Brown & Williamson.
I Michael Manns øjne var det ikke så meget en historie om tobakkens skadelige virkninger – hele den diskussion er faktisk et afsluttet kapitel – men derimod historien om modige enkeltpersoner, der vover – vel at mærke med deres eksistens som indsats – at tale imod uretfærdighed og gøre det, de selv føler er det rigtige. Uanset, hvad det kommer til at koste dem.
"Vi gjorde alt, vi kunne, for at komme så tæt på virkeligheden, som menneskeligt muligt," husker Mann, "Da Wigands forklaring for første gang høres i en retssal, lykkedes det os at få lov til at filme, hvor høringen rent fysisk fandt sted i virkeligheden. Ligeledes er scenen, hvor man ser Wigand undervise, optaget på den skole, hvor han rent faktisk underviste i fysk og kemi – og i øvrigt modtog en pris som årets bedste underviser."
Det lykkedes rent faktisk også at få Mississippis statsanklager Moore til at spille sig selv i filmen, hvilket naturligvis også bidrager til følelsen af autencitet. Den scene, hvor Wigand - for første gang - under ed fortæller sin historie i retssalen, er et af de centrale punkter i filmen.
"Helt frem til det tidspunkt tror jeg, at horderne af advokater, der arbejdede for Wigands tidligere arbejdsgiver, regnede med, at Wigand ville forblive tavs. Men de glemte at kalkulere med en almindelig, ærlig mands oprigtige indignation," fortsætter Mann, "og dét er en god historie."
Optagelserne til filmen begyndte i tobaksstaten Kentucky, hvorefter produktionen stod over for det mindre problem, at Bergman havde være i Montana om vinteren for at undersøge spor i Unabomber sagen, mens Wigand sagen var ved at begynde for alvor. "Vi optog scenen i juli med hjælp af 15 tons biologisk nedbrydeligt kunstig sne" fortæller production designer Brian Morris. "På samme måde var vi tvunget til at tage til Israel for at illudere Bergmans tur til Libanon i starten af filmen."
Og Mann slutter:" Det er klart, at vi må bøje både historien og de stede, vi optager, så det passer med de muligheder, vi har til rådighed, men selv om ikke alle detaljer er 100 % korrekte, er filmens helhed meget tæt på de virkelige begivenheder. Det er ikke en dokumentar, det er underholdning"