 |
 |
Tre røvere, forklædt som medlemmer af The Beatles, røver et varehus efter at have uskadeliggjort den enlige nattevagt. Da de, efter det succesrigt udførte kup - tager forklædningerne af, bliver det lysende klart, at det er tre piger - mød søstrene GERRY, JO og MANDY CHASE.
Vi er i slutningen af de brølende tressere og London er en smeltedigel af seje swingere, sjove stoffer - og psykedeliske soveværelser.
Pigerne er cockney; rå, men charmerende. Gerry er den kloge af de tre, Jo er med, fordi hun ikke aner, hvad hun ellers skulle lave og Mandy kæmper med en indre vrede, der ikke sjældent komme til udtryk i utilstedelig brug af vold.
Samtidig studerer den unge amerikaner, DANIEL WHEATON, halvhjertet jura på Oxford universitetet, mens han i virkeligheden overlever ved at skrive syrede filmartikler for det progressive og revolutionerende magasin, ZERO, der ejes af den aristokratiske millionarving ANDREW.
Daniel er flygtet fra USA for at undgå militærtjeneste i Vietnam, men hans hidtidige småborgerlige liv har også desillusioneret ham i en sådan grad, at han ikke rigtig véd, hvad han skal stille op med sit liv.
Skæbnen vil, at han - mens der er vild fest på redaktionen - arbejder over netop den aften, hvor pigerne udfører et kup i en nærliggende juveler forretning, men uforudsete begivenheder tvinger dem til at splitte op - og pludselig står den maskerede Gerry over for en chokeret Daniel. De kommer op at slås, og det lykkes Daniel at overmande Gerry, men da han henter Andrew for at alarmere politiet, lader han til begges overraskelse tyven gå. Hvad Daniel ikke véd, er, at bladet er et skalkeskjul for narkotika distribution, og at Andrew naturligvis ikke kan have lovens lange arm rendende rundt og kigge alt for meget.
Daniel tager Gerry med hjem, men de tilbringer natten i al uskyldighed inden hun tager hjem til sin familie. Pigerne bor sammen med deres far, der har været lammet siden den ulykke, der dræbte deres mor.
Daniel har til festen på ZERO mødt den moderne kunstner Loretta, der har specialiseret sig i at lave mandsstore papmaché figurer, bl.a. Anita Ekberg - komplet med 50 DD overkrop. I den figur har Andrew (uheldigvis) skjult al den kokain, han opbevarer for de ret farlige gangstere, som han i hemmelighed distribuerer for.
Loretta har flyttet figuren af Anita Ekberg - der er et af hendes hovedværker - til ferniseringen på et nærliggende galleri, hvor Daniel i dén forbindelse genser Gerry, og bliver som ramt af lynet. Mens de senere om aftenen går til fest og flipper totalt ud, begår Jo og Mandy i mellemtiden et ikke særligt vellykket kup. Uheldigvis kommer de til at røve penge fra den lokale gangsterboss, der til gengæld forlanger alle smykkerne fra juvelkuppet - men dem har Gerry i sit totalflip smidt ud i et stort springvand…
Måske det var på tide for familien Chase at forlade landet for en tid.
Men ikke alene følger Daniel med dem, gangsterne er også lige i hælene...
|
|