|
Historien
Den lille by ligger smukt dækket af sne.
Isen er langsomt, men sikkert ved at dække vandet i havnebassinet, da
pludselig en dag et skib forsøger at sejle ind. Det er Pippis far,
kaptajn Langstrømpe, der kommer for at hente sin datter.
Sammen med sine bedste venner, Tommy og Annika samt Hr. Nilsson og Lille
Gubben går Pippi ombord og Hoppetossen sætter kurs mod eventyret på de
syv have.
Alle byens indbyggere kommer ned på kajen for at vinke farvel….
Nåhr-nej, ikke alle, for DunderKarlsson og Blom mangler.
De har allerede sneget sig ombord som blinde passagerer, lokket af
drømmen om at fiske perler, så store som mågeæg. Eller stjæle nogen…
Det er næste lige så godt.
Undervejs mod eventyret bliver Hoppetossen angrebet af pirater, men da
DunderKarlsson og Blom ikke er helt så modige, som de gerne vil give
indtryk af, stjæler de redningsbåden og stikker af.
Til gengæld kommer Pippi og hendes venner – til trods for piraterne -
helskindede frem til Kurredut Øen, hvor de modtages som helte af
præsidenten og alle øens indbyggere.
Efter en tid sejler kaptajn Langstrømpe og hans besætning videre for at
besøge nogle af alle de mange andre øer, men Pippi og hendes venner
bliver tilbage for at udforske Kurredut Øen ordentligt.
De dykker blandt andet efter perlemuslinger, og all de perler, som de
finder, bliver godt gemt i en hemmelig grotte.
En dag er Tommy lige ved at blive ædt af en haj, men i allersidste sekund
kommer Pippi og redder hans liv.
De får også besøg af Jim og Buck, der virker en lille smule luskede. Og
med god grund!
De er nemlig perlesmuglere, og da de finder ud af, hvor mange perler Pippi
og hendes venner har fundet, tror de det vil være den letteste sag i
verden at narre perlerne fra dem…. Men de kunne ikke have taget mere
fejl…
Senere vender kaptajn Langstrømpe tilbage med Hoppetossen, og alle vores
venner drager videre ud på de syv have – og nye eventyr. |
|